Fremstilling af tæpper med ældgamle traditioner fra Centralasien er en del den anatolske kulturtradition med højdepunkter både i seldsjukkisk tid og i osmannernes storhedstid. De første centre for tæppefremstilling opstod mellem 1100 og 1300 i seldsjukkernes hovedstad Konya og i Beusehir. Under de osmanniske sultaner blev tæppeproduktionen mellem 1500 og 1900 en hofkunst med værksteder i Istanbul og Bursa, men der blev også fremstillet tæpper andre steder i Anatolien, ofte påvirket af tæppetraditioner i nabolandene: Kaukasus, Persien og Afghanistan. Siden 1840´erne har centret for fremstilling af silke- og uldtæpper i Tyrkiet været Hereke ved Izmit-golfen Ø for Istanbul, hvis tæpper er de dyreste og mest efterspurgte.

Tæpper fremstilles i Tyrkiet som overalt i orienten på to forskellige måder: Enten knyttes de, dvs. trådene bindes sammen i knuder, hvor den tyrkiske knude gördes er anderledes end den persiske senna. Antallet af knuder pr. cm2 kan variere stærkt. Jo flere knuder, des højere priser. Der findes tre slags knyttede tæpper: uld på uld, uld på bomuld eller silke på silke.

Den anden teknik er den mere traditionelle væveteknik, hvor en tråd føres horisontalt gennem den opretstående vævs kæder. Disse tæpper kaldes Kelim og er de mest efterspurgte på grund af den rimeligere pris og større fantasi i mønstre og farver.

Oprindelig brugte man ulden fra får, især den fine lammeuld, men også gedehår og kamelhår. I Ankaraområdet fandtes den efterspurgte mohair-uld. Også bomuld er blevet brugt til fremstilling af tæpper og brugsgenstande som bæretasker, rygsække og lign. Farverne var altid naturfarver fremstillet af planter og rødder, som normaderne samlede.

Først i nyere tid, da efterspørgelsen steg, og kommercialiseringen satte ind, begyndte man med syntetiske garner og kemisk fremstillede farver, der tillod nye kombinationer i mønstre og farvesammensætning. I dag er efterspørgelsen så stor, at tæpper fremstilles på maskiner, men i landsbykollektiver og i små værksteder opretholdes de gamle håndværkstraditioner med kvinder ved vævene.

Mønstrene har skiftet meget i tidens løb. Det begyndte med ornamentale og geometriske mønstre med fugle, dyr og blomster som udgangspunkt. Islams forbud med billedlig fremstilling har præget tæppemønstrene til en ren dekorativ stil. Et meget almindeligt motiv er et stiliseret livstræ til de små tæpper, der blev brugt som bedetæpper.

I dag kan man ikke længere af mønster, farver eller væveteknik se, hvor tæppet er fremstillet. Efterspørgelsen har nivelleret de lokale og regionale forskelle. Man vælger det mønster og de farver man kan lide, og den teknik, vævet eller knyttet tæppe, man ønsker. Klassiske tæpper fra de store århundreder kan man se i Museet for Tyrkisk og Islamisk Kunst og i Hali-museet i Istanbul,og i de mange etnografiske museer ud over landet.