top_prag.jpg (24188 bytes)

  
Kilde: Ekstrabladet Rejseguiden. Se mange flere guides til storbyer og eksotiske (og ganske almindelige) lande her.

"3 dage i Prag

Når teltet er rejst, soveposen rullet ud eller hoteldøren låst, er tiden inde til at udforske Prags labyrint af gader. De fleste tager undergrundsbanen eller sporvognen ind til centrum for at kaste sig ud i eventyret.

En uge i Prag giver tid til at se de vigtigste seværdigheder i ro og fred, uden at man på nogen måde kommer til at kede sig. Men hvis man kun har fx tre dage til rådighed, må man nøjes med de helt store attraktioner, så man i hvert fald kommer hjem med stemningen af Prag. Her er et programforslag, der naturligvis ikke kan blive andet end en skitse, hvis farver må lægges på efter egen smag. Registret bag i bogen anfører, hvor seværdighederne er omtalt.

1. dag: Prag, byen og broen

Uanset om man kommer med sporvognen eller undergrundsbanen, havner man næsten helt sikkert på pladsen Václavské námêstí. Vælg metrostationen 0 Muzeum, hvis rulletrapper ender på pladsens nordligste del. Her står rytterstatuen af den hellige Václav, tjekkiets skytshelgen, og kigger på menneskemylderet. Næsten under hans lanse brændte Jan Palach sig til døde som martyr for kampen mod den sovjetiske invasion i 1969.

Den næste time går med at slentre ned over pladsen, kigge ind i arkaderne og på jugendstil-bygningernes detaljer. Måske frister nogle af de mange butikker. Nederst på pladsen, ved metrostationen 0 Mºstek, drejes til højre ad gågaden Na p¡íkopé, der også har mange butikker. Hvis tiden allerede er til den første øl, er stedet gårdhaven Slovanska Hospoda i nr. 22.

Ved den anden ende af gaden ligger det gotiske krudttårn, der engang var et led i byens befæstning. Nabobygningen er jugendstil-perlen Obecní dºm, der måske er færdigrestaureret. Nyd en kop kaffe i caféen.

Herfra går vandreturen gennem Krudttårnets port ind på den finpudsede Celetná-gågade. Næste stop er det kubistiske Huset med den sorte madonna på hjørnet til Frugttorvet, hvor Stænderteatret, Stavovské divadlo, lyser op.

Endnu nogle skridt ad Celetná og den gamle bys markedsplads, Staromêstské námêstí, med sine fortovscaféer og sit folkeliv. Som dansker bør man prøve at komme ind i Tyn-kirken for at se Tycho Brahes grav. Hvis kirkedøren er låst, så prøv en konditorkage i Café u Tyna. Forhåbentlig er klokken snart hel, så man kan beundre det astronomiske urs automatiske dukkespil.

Vandreturen fortsætter gennem den snævre og snoede Karlova med endnu flere glas- og souvenirbutikker. Og måske en ølpause på værtshuset U zlatého tygra (Den gyldne tiger) i Husova.

Højdepunktet på denne første dags program er Karlsbroen med den fantastiske udsigt, gadesælgerne, gøglerne og de mange helgenstatuer. I stedet for at gå gennem brotårnet i Malá Strana, bør man i stedet gå ned ad trappen til Kampa-øen og måske spise aftensmad på en restaurant i kvarteret mellem kanalen Ïertovka og gaden Karmelitska.

Aftenprogrammet kan for eksempel være en værtshustur på Malá Strana eller en klassisk koncert i et af paladserne.

2. dag: Prags borg

Den anden dag i Prag er helliget borgområdet, der er hele nationens centrum.

Tag sporvogn 22 til Belvedér-slottet og gå gennem parken og forbi den syngende fontæne til selve Borgen. Her bør man som minimum se Skt. Veits-domkirken, Det Gamle Kongeslot, Den Gyldne Gade og museet i Lobkowiz-paladset samt vagtskiftet. Fra Borgen går turen ud i det fornemme Hradïany-kvarter med Loreta-helligdommen, der skulle omvende de protestantiske tjekker til den katolske tro.

Hvis tiden er til middag og tegnebogen velspækket, er U zlaté Hruoky (Den gyldne pære) i Novƒ Svêt et glimrende bud. Er tørsten mere generende, hører værtshuset U ïerného vola (Den sorte tyr), Loretánské námêstí 1, til byens hyggeligste.

Næste stop er Strahov-klostret med de to fantastiske bibliotekssale og den fornemme kunstsamling. Herfra går det let ned ad bakke gennem frugtplantagerne eller ad Nerudova til Malá Strana, hvor der måske er tid til at besøge Sv. Mikoláo-kirken på Malostranské námêstí og Wallenstein-haven bag den flødefarvede mur på Letenská.

Madsteder er der nok af på Malá Strana, og om aftenen kan man følge op på det, man ikke nåede den første aften.

3. dag: På tværs af strømmen

Programmet for den tredie dag fører gennem Josefov, Staré Mêsto og Nové Mêsto - i nogen grad på tværs af turiststrømmen.

Udgangspunktet er her metrostationen 0 Staromêstská, der kun ligger få skridt fra den gamle jødiske kirkegård og Det Jødiske Museum i ‡iroká. Entréen er høj, men museets mange afdelinger har også meget at vise frem.

Herfra går vandringen ad Valentinská, over Mariánské námêstí med spøgelsesstatuen og ad Lilová til Betlémské námêstí, hvor Jan Hus prædikede i Betlehem-kapellet. En let anretning er på sin plads i arkitekternes kælderklub under kapellet. Eventuel øltørst kan stilles på U Vejvodº, (Vægten), i Jilská 4, eller i U Medvídkº (Den lille bjørn), Na Perotynê 7.

Den vigtige gade Národní fører ned til floden og Nationalteatret, hvis nye scene rummer Laterna Magika. Hvis Café Slavia overfor er genåbnet, bør man absolut benytte chancen. Fra Národní fører gaderne Voroilská og V jirchá¡ích ind til K¡emencová bag Nationalteatret. Her viser et kæmpeur med teksten »U Flekº« vejen til byens største og populæreste værtshus. Her kan man tilbringe ventetiden indtil aftenens besøg i Laterna Magika."

Til forsiden