Sardana dansen binder folket i Catalonien sammen. Den er levende og betydningsfuld for catalanerne. Dansen binder folket i Catalonien sammen. Et orkester bestående af 11 musikere tager opstilling foran katedralen.

Dette cobla, som orkestret kaldes, begynder at spille en rytmisk, men lidt sørgmodig musik. En lille gruppe mennesker standser op og tager deres medbragte espadriller frem fra plasticposerne og skifter fodtøj.

Tasker og poser lægges i en bunke på pladsen, og folk tager hinanden i hænderne, så de danner en beskyttende cirkel omkring ejendelene, hvorefter de begynder at danse i ring.

Flere kommer til og udvider ringen. På et tidspunkt bryder nogle ud og danner nye mindre ringe, der danser videre efter helt samme mønster, som ser enkelt ud, men som faktisk følger nogle specielle regler og kræver, at danserne tæller trinene koncentreret, så de kan skifte rytme og trin de rigtige steder.

Dansernes arme bevæges op over skulderhøjde og ned, der trædes ind mod ringens centrum og tilbage, et par skridt til højre og ét tilbage - og det er slet ikke så let, som det ser ud, finder man ud af, når man blander sig.

Og enhver kan frit bryde ind i en ring og danse med. Men skal reglerne overholdes, skal ringen bestå af en herre, en dame, en herre osv. Og etiketten siger, at man ikke bryder ind mellem en mand og kvinden på hans højre side, og at man i øvrigt heller ikke trænger ind i en ring, som ser ud til at være ´professionel´, hvor man kan se, at de dansende kan lidt mere end de andre - og gerne vil vise det.

Bemærk de dansendes koncentrerede ansigtsudtryk, når de tæller trin og tempo for at kunne sætte i med pauserne på de rigtige tidspunkter, når der skiftes fra korte til lange sekvenser.

Der er forskellige danse, men generelt tager hver dans omkring ti minutter.

Udtryk for sammenhold

Ved festlige lejligheder vokser ringene hele tiden og formerer sig igen og igen til nye ringe, der også udvides og opdeles i andre cirkler, hvor alle deltager uden skelen til stand.

Rig og fattig, børn og oldinge, kvinder og mænd blander sig i den kollektive dans, som i vanskelige tider har gjort det muligt for catalanerne at udtrykke deres sammenhold.

Under Primo de Riveras syvårige diktatur i 1920erne var sardanaen kun tilladt, hvis den blev danset omkring det forhadte spanske flag, og under Francos diktatur fra borgerkrigen sidst i 30erne og frem til hans død i 1975 var dansen totalt forbudt.

Men den opstod alligevel spontant, især under demonstrationer i 70erne. Og det er en væsentlig grund til, at den stadig er så levende og betydningsfuld for catalanerne.

Sardana rummer således en del af sjælen i den catalanske kultur. Og hvor andre folkedanse i de fleste tilfælde fremføres på frilandsmuseer og ved folkemindesammenkomster, danser man sardana spontant og ofte i Catalonien.

Enhver, der har været i Barcelona, har set de lokale danse. Ikke kun ved højtidelige lejligheder som den største lokale helgendag, La Diada 11. september, da sardana sammen med den catalanske nationalsang Els Segadors (Høstarbejderne) er et must, men faktisk hver eneste søndag formiddag og aften - normalt foran katedralen og på placa Sant Jaume.

Også onsdag aften er der om sommeren sardana mange steder i Barcelona og rundt om i Catalonien. De lokale aviser har specielle rubrikker, der fortæller, hvor og hvornår det sker.

Specielle instrumenter

Et cobla består altid af en bas, en lille tromme, kaldet en tabal , et par oboer, trombone, skalmeje, tamburiner, klarinetter og andre blæseinstrumenter, bl.a. en såkaldt tenora og et andet, der kaldes borassa , den mindre tibles , en fiscorn og en fløjte med tre huller, som de lokale kalder for en flabiol .

Sækkepiben var også engang med i ensemblet, men den udgik i forrige århundrede. Der er nemlig tale om en meget gammel tradition, hvis oprindelse fortaber sig i fortidens tåger.

Man mener, der oprindelig var tale om høstsange og -danse, som har rødder i forhistorisk tid. Den moderne sardana opstod for små 200 år siden i landsbyen Cerdanya i Pyrenæerne, og navnet stammer derfra.

Dansene blev på det tidspunkt videreudviklet fra en ældre dans, som kaldtes contrapas , og som minder ikke så lidt om den græske buzuki.

Grækerne hævder da også, at sardanaen nedstammer fra deres homeriske danse-ritualer. Det er catalanerne meget uenige i. De kan godt se sammenhængen, men påstår hårdnakket, at grækerne har adopteret dansen fra dem, og at den for nogle tusinde år siden kom til Grækenland vestfra via Korfu.

I al fald er der ingen lighedspunkter mellem sardana og andre typiske spanske danse som eksempelvis den andalusiske flamenco.