Østkreta

Det var som at komme til en helt anden verden, da vi kørte ned ad den stejle vej fra bjergene til den lille fiskerby Mohlos på det østlige Kreta. Langt fra de travle turistbyer og de store landeveje til det jævne og meget lidt travle liv, hvor ting tager den tid, ting nu engang tager.

Denne lørdag formiddag var tempoet nogenlunde lige så hektisk som i en mexicansk ørkenby i middagsheden. Der er ikke meget liv i de græske landsbyer. Men på den anden side er en tilfældig dansk landsby jo heller ikke noget tivoli.

Byen var som uddød, da vi kørte ned fra bjerget. Ikke et øje at se. Skodderne var lukket for, selv om siestaen endnu ikke var begyndt. Balkonerne var tomme, og det samme var de stole, der stod uden for dørene, hvor den altovervejende ældre befolkning ville sætte sig og sludre sidst på dagen.

I bugten, der gjorde det ud for havnen, lå et halvt hundrede joller på størrelse med middelstore robåde til sejlads på en dansk sø og duvede i brisen. Dem lever befolkningen af og har gjort det i generationer. De hvide huse med de blå døre, de blå- og hvidmalede fiskerbåde. Alt sammen et umiskendeligt tegn på, hvor i verden vi var.

Det eneste sted i Mohlos, hvor der var lidt liv at spore, var på selve havnekajen. Den bestod af en lille rampe, hvor fiskerne landede deres fangst, og tre aldeles bedårende taverner. Rigtige græske udendørsrestauranter med noget gammelt skrammel som borde og stole, klinker på gulvene og halmmåtter som tag.

Det var her, vi sad og lod livet passere i et par timer, mens vi spiste vores græske salat, vores blæksprutter og drak vores colaer. Det var her vi blev enige om, at vi skulle drømme os hen, når det hele blev lidt for hektisk derhjemme i civilisationen. Det krystalklare blå/grønne havvand skyllede næsten op om tæerne på os. Der kom en lystbåd og kastede anker, hvorefter kromanden tøffede ud og hentede besætningen i sin fiskerbåd.

Temperaturen var behagelig, og vi fik et enkelt, men alligevel kurfyrsteligt måltid for 75 kr. Havde vi haft mulighed for at blive, ville det have kostet 125 kr. at leje et af de to dobbeltværelser oven på krostuen. Landsbyer med taverner Sådan kan en feriedag også gå her på den østlige del af Kreta.

Det var i virkeligheden på denne del af øen, den danske charterturisme startede, men selv om der nu om dage kommer omkring 60.000 danskere på Kreta hvert år, er det kun relativt få, der tager hertil. Danskerne har i vid udstrækning svigtet Østkreta til fordel for den vestlige del af øen, fortrinsvis omkring Chania, hvor strandene retfærdigvis også er en del mere tiltrækkende.

Men alle de store danske rejsearrangører som f.eks. Spies, Tjæreborg og Alletiders har dog fortsat rejser til områderne omkring Elounda og Agios Nikolaos på Østkreta. Og der er såmænd nok at gøre, selv om man ikke ligger på stranden hver dag. En tur på mountainbike er en af mulighederne. Det er et særdeles bjergrigt terræn, men da grækerne har haft gode kontakter langt ned i EU-kasserne i Bruxelles, er standarden af vejene langt over, hvad den var for bare ti år siden.

Nu er stort set alle veje asfalteret. Men det er stadig en sej kamp at komme op ad bjergsiderne. Skulle det knibe med benmusklerne og konditionen, tilbyder flere cykeludlejere den service at transportere de tohjulede op på tinderne, hvortil man selv kan komme på en lejet scooter eller i en bil. Nedturen er forrygende. Men tag den med ro.

Farten kan hurtigt blive halsbrækkende høj. I stort set alle terræner er der masser af små landsbyer, og hvor der er en landsby, er der også en taverne, så det er end ikke nødvendigt at medbringe vand til nedkørslerne. For de fleste vil det nok knibe med at nyde udsigten fra bjergskråningerne, når det går nedad, men der er også mange udsigtsplateauer, hvor det cyklende turistfolk kan stoppe og se sig omkring. Øen for de spedalske Endnu en spændende udflugtsmulighed er en sejltur til øen Spinalonga.

Øen husede helt op i 1950erne spedalske grækere, der gennem årtier blev forvist dertil af frygt for, at de skulle smitte deres landsmænd på fastlandet. Øen er ikke større, end man kan gå rundt om den på et kvarter, men den gemmer på en både fascinerende og gruopvækkende historie. De ældste bygninger på Spinalonga påstås at være fra helt tilbage i 1200-tallet, men hovedparten er fra årene omkring 1559, da grækerne byggede et fort til forsvar mod de tyrkere, som de har hadet uafbrudt både før og siden.

Fra 1903 til 1957 blev den beboet af spedalske, der blev bragt i land ved det, der hurtigt blev kendt som Dødens Port på øens vestside over mod fastlandet. Alle vidste, at når først de blev ført ind gennem den port, ville de aldrig komme ud i live. Undtagelsen var de 30, der i 1957 blev overført til hospitaler på fastlandet. Hvor forfærdelig tilværelsen end må have formet sig for disse stakkels mennesker, så vidner indretningen af fortet også om, at der trods alt var lyse sider. For det første var det langtfra alle spedalske, der frygtede at blive ført til øen, for de fristede en endnu mere kummerlig tilværelse i fjerntliggende bjerghuler, forvist fra landsbyer, med bylder på hele kroppen.

På Spinalonga fik de trods alt husly og mad. De fik tilmed lov til at danne par, blive gift og få børn. Nogen lykkelig tilværelse var det dog langtfra. Der var eksempler på mødre, der gav deres nyfødte snitsår for at overføre deres egen spedalskhed til børnene i håb om, at de så ikke ville blive tvangsfjernet. Bygningerne på Spinalonga er i dag en ruinby, men det meste er så velbevaret, så det er muligt at danne sig et indtryk af livet på den spedalske ø. Og det er trods alt kun godt 40 år siden, de sidste syge blev fragtet ind til fastlandet.

Udflugtsbådene til Spinalonga udgår fra byerne Elounda og Plaka. Middag med kaptajnen Hvis De har mod på at prøve en af de mere utraditionelle udflugter, så prøv at finde kaptajn Cianis Papadakis, der er skibsfører på udflugtsbåden Panagia i Eloundas havn. Alle indfødte på havnen kender den nu 52-årige søulk, der gik i land fra den græske handelsflåde i 1986, fordi han var forelsket og skulle giftes. Han kan bare ikke lade være at invitere gæster op i sit sommerhus lidt oppe i bjergene. Han bor i storbyen, men er i fuld gang med at genopføre et af husene i den forfaldne landsby Monastiraki en lille times kørsel fra Elounda.

Denne landsby har delt skæbne med hundreder af andre forladte landsbyer i bjergene, som indbyggerne flygtede fra ned til byerne ved havet i 1950erne og 1960erne. De forlod bare deres hjem, fordi tilværelsen blev ulidelig fattig, men nu er indbyggerne så småt ved at vende tilbage. Nogle for at bo der igen, andre for at genopføre husene som sommerboliger, når det bliver for hedt i storbyerne. Cianis Papadakis er en af dem. Kun en enkelt gammel kone holdt ud i Monastirak, og hun er stadig den eneste helårsbeboer.

Men hun har fået selskab af folk som Cianis Papadakis. Han og et halvt hundrede andre er ved at sætte husene i stand. Endnu er kun en enkelt bygning helt færdig. Det er den yndigste lille kirke. Men der arbejdes på resten. Vi var et mindre selskab på godt en halv snes danskere, som Cianis Papadakis havde inviteret på middag, raki og rødvin - hjemmelavet. Kaptajnen er fanatisk vegetar. Det var ikke ret mange af os andre, men vi fik et glimrende indblik i, hvad friske råvarer og et græsk køkken kan fremtrylle.

Kaptajnen havde haft sin kone, hendes søster og sin svoger i gang i køkkenet hele dagen, mens han selv styrede sit skib. Han var den fuldendte vært om aftenen, da retter som indbagt spinat, snegle, indbagt gedeost, stegte kartofler, æggekage, hvidløgsbrød med tomat m.v. blev båret frem, og han holdt sig ikke tilbage med den hjemmebrændte raki og den hjemmeproducerede rødvin.

Det blev et muntert indslag i Kreta-rejsen. Alletiders Rejser arbejder på at organisere udflugter til kaptajnen og hans landsby, men lykkes det ikke, er det bare at kontakte søulken i Elounda. Han er altid med på en fest. Der er adspredelse nok til at få en ferie til at gå på det østlige Kreta. Indkøbsture til Elounda, provinshovedstaden Agios Nikolaos med 12.000 indbyggere og masser af forretninger og et hyggeligt miljø ved en sø er blot et par af de øvrige muligheder.