Gennem Rom med sporvogn

Den stemningsfulde Veranokirkegård og museet for moderne kunst er et par af de seværdigheder, man kommer forbi, hvis man stiger om bord på sporvogn nr. 30.

Fakta Busbilletten, der bl.a. kan købes i tobaksforretningerne, koster 1.500 lire (ca. seks kr.) og gælder 75 minutter. Husk at stemple billetten, når du stiger om bord.

Galleria Nazionale d´Arte Moderna, Viale delle Belle Arti 131, er åbent tirsdag-søndag kl. 9-22. Desværre er der i dag kun få sporvogne tilbage i det romerske gadebillede.

De fleste steder har busserne for længst taget over, men man kan stadig hoppe på sporvogn nummer 30, der både passerer seværdigheder i verdensklasse og ukendte hjørner af Rom, hvor turisterne sjældent finder hen.

Og der er faktisk allerede noget at se, inden man stiger på sporvognen ved endestationen på Piazza Thorwaldsen - opkaldt efter den danske billedhugger.

Her ligger det moderne kunstmuseum Galleria Nazionale d´Arte Moderna. Den permanente udstilling byder bl.a. på moderne italiensk kunst, og der holdes desuden skiftende kunstudstillinger. Museet er også blevet ramt af de nye vinde, der blæser over den italienske kultur- og kunstverden.

Under landets første centrum-venstré regering, der kom til magten i 1996, er mange museer blevet moderniseret og har fået længere åbningstider. Det gælder også Galleria Nazionale d´Arte Moderna, der foruden kunstværkerne huser en lille boghandel og en restaurant med en dejlig terrasse.

Et stenkast fra museet ligger den store park Villa Borghese. Det er et paradis for romerske hunde, kærestepar, svedende joggere og andet godtfolk. I weekend indtager børnefamilier også parken.

Men nu er det ved at være afgang. Sporvogn nummer 30 kører igennem Parioli-kvarteret. Et mondænt kvarter med store pragtvillaer og brede alleer. Mange ambassader deriblandt den danske holder til i Parioli.

Eventyrslot i nr. 3
Man bør hoppe af sporvognen ved Piazza Buenos Aires og begive sig ind i det lille, spændende Coppedekvarter.

Husene på Piazza Mincio ligner eventyrkulisser. Læg især mærke til eventyrslottet i nummer 3. Manden bag de spøjse bygninger er den italienske arkitekt Gino Coppede (1866-1927).

Derefter går sporvognsturen videre forbi Roms universitetsby, La Sapienza, med over 170.000 studerende. På Piazzale del Verano kan man gøre endnu et stop. Her ligger Veranokirkegården. Et besøg på en italiensk kirkegård er en speciel oplevelse, og Veranokirkegården er gigantisk. Her er imponerende familiekapeller og fleretagers bygninger fulde af små gravnicher.

Fra stilheden på kirkegården tilbage til trafikkaos og larmen udenfor. Turen fortsætter til San Lorenzo-kvarteret. Her bor et hav af studerende, fordi universitetet ligger lige i nærheden. Om aftenen indtager byens unge de mange billige restauranter, pizzeriaer og barer.

Fra San Lorenzo går turen til flere af Roms kendte seværdigheder. Først kommer man forbi kirken Santa Croce in Gerusalemme. Kejser Konstantins mor, Helena, grundlagde kirken i 320. I kirken findes de relikvier - bl.a. dele af Jesu kors, som Helena i sin tid bragte med hjem fra Det Hellige Land.

Nummer 30 kører også forbi Lateranpladsen og basilikaen San Giovanni in Laterano.

I begyndelsen af det fjerde århundrede byggede kejser Konstantin Roms første kristne basilika. Kirken er ombygget adskillige gange, og Borromini stod for den sidste store ombygning i midten af 1600-tallet.

Colosseum er sidste stop inden endestationen. Det imponerende amfiteater blev bestilt af kejser Vespasian i år 72. Otte år efter blev amfiteatret indviet, og 55.000 hujende tilskuere kunne overvære de blodige gladiatorkampe.

Praetorens pyramide
Efter Colosseum er der ikke langt til endestationen, og her finder man et af Roms mest bemærkelsesværdige monumenter - Caius Cestius-pyramiden. En pyramide midt i Rom? Jo, den er god nok.

Pyramiden, der er beklædt med hvid marmor, er 27 meter høj. Her ligger Caius Cestius begravet. Han var en velhavende praetor (romersk embedsmand), der døde år 12 f.Kr.

Har man mod på endnu en kirkegård, bør man lægge vejen forbi den protestantiske kirkegård i Via Caio Vestio. Her finder man bl.a. de to britiske digtere John Keats og Percy Bysshe Shelleys grave. Goethes søn Julius er også begravet her.

I øvrigt er det ikke kun protestanter, men også katolikker, der begraves på kirkegården.

Den protestantiske kirkegård ligger i det livlige Testacciokvarter, og hvis man ønsker at slutte dagen af med en god middag, er der et stort udvalg af restauranter i Testaccio. Aftenen kan fortsætte i de mange barer og cafeer, der ligger side om side i Via Monte Testaccio.

Sære seværdigheder
Rom er en af de byer, man kan blive ved med at vende tilbage til og stadig finde nye seværdigheder i. Ikke nødvendigvis de obligatoriske i verdensklasse som Colosseum eller Forum Romanum, men mærkværdigheder, der ikke finder sin lige andre steder.

Hvad med en tilmuret dør, der kun åbnes for døde, et palads med masker på facaden, eller et bedragerisk perspektiv?

Vi tager på en lille rundtur i det indre Rom og finder nogle specialiteter undervejs.

Ankommer man med toget, kan man på lang afstand se et veludviklet gravmæle, der ligger op til bymuren ved Porta Maggiore. Det er rejst af enken efter Marcus Vergilius Eurysaces til minde om hans store bager-gerninger.

På reliefferne ser man oldtidens brødproduktion i forskellige faser, og de store huller viser ovnens konstruktion til selve brødbagningen. Bizart, men måske en idé til efterfølgelse for flere erhverv herhjemme.

Et godt sted at begynde i centrum er ved Pantheon på Piazza Rotonda midt inde i virvaret af smågader. Deres forløb aftegner de antikke bygninger, på hvis fundamenter romerne gennem et par årtusinder har bygget videre.

Ikke mærkeligt, at man dårligt kan stikke en spade i jorden eller bore en metro-tunnel nogle få meter, før end arkæologerne kommer farende.

Fra Pantheon går vi lidt mod nord og kommer snart til den tværgående Via delle Coppelle. Her når kun få turister op, og på et hjørne ligger kirken San Salvatore med tilnavnet Coppelle. Det hentyder til bødkerne, der i dette kvarter har fabrikeret trækar, de såkaldte coppelle.

På den ene side af kirken ser man en marmorplade med byggeåret 1195. Det alene kan sætte tanker nok i gang om Roms middelalder, men mere kuriøst er nok brevsprækken, der fra 1743 blev anvendt af værterne til rapportering om syge eller døde udlændinge i byen - en slags international sygesikring - hvorefter et broderskab rykkede ud og plejede de dårlige eller sendte deres ejendele hjem, i fald de ikke overlevede.

Dødens dør
Et par gader væk fra San Salvatore ligger Palazzo Scapuzzi med hele to specialiteter: På toppen ses en madonnafigur, der holder en lampe.

Efter overleveringen blev den opstillet, da købmanden Scapuzzi havde lovet Jomfru Maria en sådan statue, hvis familiens yngste kom frelst ned fra taget efter at deres tamme abe havde snuppet barnet. De efterfølgende ejere har ifølge bestemmelserne forpligtet sig til at holde lampen tændt, så derfor brænder den endnu på Abetårnet.

I samme palads ser man den såkaldte Dødens Dør. Den åbnes kun i forbindelse med dødsfald i huset og mures derefter til igen.

Fra Scapuzzis lille palads kan man dreje ned over Piazza Navona og havner snart i Via Capo di Ferro med det store Palazzo Spada, der er vanskeligt at overskue i den snævre gade. Det blev bygget 1640 i en sen renæssancestil, man kalder manierisme.

Og noget manieret er der da også over loggiaen med balkonerne, der bæres af karyatider og harniskklædte figurer. Til venstre i gården kan man gennem en glasrude iagttage en buegang, hvis længde i den opbyggede illusion kan være mellem 5 og 500 meter. Arkitekten bag spøgen er Francesco Borromini. Han kreerede bl.a. også det snoede spir på St. Ivo della Sapienza, der inspirerede vores hjemlige Thurah til Frelserkirkens spiraltårn på Christianshavn.

Hvis man er lidt tålmodig, er det muligt at få lov til at komme om på bagsiden af søjlegangen i Spada, og her opdager man til sin forundring den rette længde, der bl.a. skyldes størrelsen på statuen for enden af perspektivet.

En antik løgnedetektor
En anden romersk mærkværdighed står i forhallen til Santa Marie in Cosmedin længere mod syd langs Tiberen. Området foran kirken med de to antikke templer, som flere danske guldaldermalere har skildret, hedder Piazza Bocca delle Verité - Sandhedens Mund.

Det hentyder til et antikt brønddæksel formet som et foruroligende ansigt af en havmand eller flodgud med åben mund. Ifølge den sædvanlige næsten helt overbevisende romerske tradition bider masken fingrene af løgnere og ménedere.

Ideen stammer fra middelalderens pilgrimme, der mente at hovedet var skabt af troldmanden Virgil og derfor kunne bruges mod forbrydere som en slags løgnedetektor, men hvis man ser bag dækslet, opdager man til sin skuffelse, at der hverken er afhugne hænder eller fingre på gulvet.

Ikke desto mindre er det altid med en vis skræk, turister prøver sig, og en dag falder hammeren måske virkelig. Dækslet er formodentlig fundet i nærheden, hvor den antikke Cloaca Maxima, der afvandede Forum, netop løber ud i Tiberen, og det er således nok et par årtusinder gammelt, måske etruskisk.

På Dyrehavsbakken og på Strøget i København har man kunnet se en skuffende efterligning i plastic, der med en dyb elektronisk stemme tilbyder spådomskunst til de forbipasserende.

En slags symbolsk arkitektur finder vi i Palazzo Gregoriana tæt ved toppen af Den spanske Trappe. Det var Federico Zuccari, der tegnede paladset i 1592 og forsynede dets døre og vinduer med menneskelignende vrangmasker. Arkitekten hævdede med sine fantastiske udformninger, at kunstneren kunne forløses gennem realiseringen af sine ideer og give dem en ydre form i materialet.

Knokkelparade
En fin lille specialitet at slutte dagen med er et besøg i Santa Maria delle Conceziones kapeller, der ligger under selve kirken. Den stammer fra 1626 og tilhører kappucinerordenen, som med deres munkekutters farve efter sigende har lagt navn til cappucino-kaffen.

Mere interessant er dog deres syn på døden og kroppen, hvis jordiske rester de med stor foragt lader udstille for besøgende. Munkenes afdøde forgængere er blevet mumificeret eller kødet er simpelt hen kogt af dem, hvorefter knoglerne er brugt til overdådige dekorationer nede i de fem underjordiske rum. Hofteskåle for sig, lårknogler i mønstre og ind imellem i nicherne nogle stående brødre, der bogstavelig talt ikke længere er andet end skind og ben.

Mange af de romerske mærkværdigheder til underholdning for nutidige turister drejer sig som man kan se om livet og døden. Store spørgsmål man kan håndtere forskelligt, men i en stærkt troende by ikke uden en vis underfundighed. Se specialiteterne selv og bliv forundret.