top_sardena.jpg (24460 bytes)

  
Kilde: Ekstrabladet Rejseguiden

    

Barcelona

Man bliver åndeløs i Barcelona, Spaniens uofficielle hovedstad. Barcelona har en berusende puls, masser af energi, og her emmer det døgnet rundt af historie og hektisk nutid. Mens centralregeringen i Madrid stadig fedter med at give Catalonien selvstændighed, er Barcelona blevet magnet for livsglæden og alt progressivt i det spanske samfund, på evig jagt efter sin nye identitet. Cataloniens avantgarde-by er blevet selveste indbegrebet af spansk foretagsomhed, kunstnerisk livsglæde, hektisk natteliv og politisk dynamik. Med sin 2000 år gamle historie rummer Barcelona i forvejen et spændende mylder af romerske ruiner, gotiske paladser og eksplosive art nouveau-bygninger. Det er Spaniens næststørste by – rig og driftig med en af landets vigtigste havne og masser af industri. Men også med en djævelsk trafik, hvor biler kører om kap med kamikaze-piloter på scootere og motorcykler.

Barcelona (1,7 mio. indb.) er knudepunktet mellem Spanien og resten af Europa – og mere europæisk og velhavende end nogen anden del af Den Iberiske Halvø. Det er en by med stil, og her foretrækker man EU-hovedstaden Bruxelles fremfor Madrid. Den syder af en trang til oprør, der giver byen sin helt specielle charme og identitet – mest perfekt udtrykt i Antoni Gaudís eventyrbygninger, der i sig selv er grund nok til at besøge byen. Også Miró og Picasso sikrede tidligt Barcelona en enestående position i verdenskunsten.

Det var ibererne, der grundlagde Barcelona. Senere kom romerne, vestgoterne og maurerne. Den industrielle revolution satte skub i byen, og mange politiske grupper – bl.a. anarkisterne – fik stor indflydelse på den senere udvikling. Under 30ernes borgerkrig hørte byen til folkefrontens stærkeste bastioner. På den politiske scene er Barcelona fortsat i front, og her findes flere feminister, bøsser, fredsgrupper og økologiske forbrugere end noget andet sted i landet. Og euforien har nærmest kogt over i en kaskade af ambitiøse byggeprojekter, efter at Barcelona i 1992 fik værtsskabet for De Olympiske Lege med det sportslige nervecenter på Montjuïc-bjerget umiddelbart syd for centrum.

Barcelonas sjæl findes bedst i La Rambla – byens livsnerve med gadekunstnere, små butikker, plattenslagere og et kræmmermarked med alt fra akvariefisk til kanariefugle. Ramblaen strækker sig fra den store plads Plaça de Catalunya og deler det gamle bykvarter i to dele. Byens gotiske kvarter – Barri Gòtic – øst for Ramblaen er en enestående samling middelalderbygninger, der putter sig ved foden af domkirken. På den modsatte side af Ramblaen findes Barcelonas frække kvarter, Barri Xines.Social nød og kriminalitet er fulgt i kølvandet på Barcelonas succes, og uheldige turister kan berette om tyveri og overfald på åben gade. Så mere end noget andet sted i Spanien kan det her være klogt at passe på og holde et skarpt øje med sine værdigenstande.
   
Til forsiden