top_kreta_jpg.jpg (18127 bytes)

  
Rethymnon

Generelt
Rethymnon ligger på en halvø på den nordlige kyst og er et af Kretas mest populære rejsemål. Mange vender tilbage hertil for at opleve græsk kultur og nyde solen og havet. Inde i byen begynder en fin sandstrand, som strækker sig 12 kilometer mod øst. Her findes udlejning af solstole, vandsport, volleyballbaner og serveringssteder.

Den del af stranden, som ligger nærmest byen, kantes af en bred promenade hvor der er masser af barer og restauranter. Om sommeren lukkes der af for det meste trafik hertil, og det bliver til en gågade, som syder af liv og myldrer med gadesælgere. I sommermånederne kommer mange unge til Rethymnon, og så er der fuld fart på diskoteker og barer i kvartererne omkring den venezianske havn.

Rethymnon er også en by med masser af kulturhistorie. Den gamle by er en blanding af veneziansk, tyrkisk og græsk arkitektur. Den er stadig beboet, og på varme aftner sidder damerne i de smalle gårde med deres traditionelle håndarbejde, mens mændene samles på den lokale café.
Længst ude på halvøen ligger Fortezzan, det imponerende venezianske fort fra 1500-tallet. I en af bastionerne finder man det nyrenoverede arkæologiske museum. Her kan du se ting fra øens forskellige epoker, fra stenalderen til den tyrkiske besættelse (1646-1897).

Rethymnons centrale placering på øen gør den ideel som udgangspunkt for de fleste af Kretas mange udflugtsmål.

Sol & strand

Inde i byen, mellem den gamle venezianske havn og den nybyggede marina, findes en bugtformet strand med meget roligt vand. Efter marinaen begynder den brede og over 12 kilometer lange sandstrand. De første fem kilometer plejer at være velbesøgte, og her er der udlejning af solstole og parasoller. Efter dette stykke er der længere mellem gæsterne, men ind imellem er der velbesøgte oaser, som for eksempel ved Platania og nedenfor de store hoteller.

Der er meget lavvandet på visse dele af strandene, især sandstrandene. Der skal du gå i hvert fald 20 meter ud for at kunne svømme ordentligt. Stranden består mest af gult sand, som får vandet til at se lidt grumset ud. Indimellem kan der også være stenede steder, især efter forår og efterårsstorme og efter meltemia-vinden i august, hvor bølgerne trækker sandet med sig til havs. Efter næste blæsevejr er det dog altid flyttet tilbage igen.

Brusere findes på en del steder langs stranden. Strandsælgere tilbyder mad og drikke til betydeligt højere priser end de mange barer og cafeer, som ligger på den anden side af strandpromenaden.

Den indfødte befolkning søger hellere til strandene uden for byen. Øst og vest for byen i 20-30 kilometers afstand findes mange fine vige med krystalklart vand og spændende undervandsliv.

Aktiviteter
Der findes mange slags aktiviteter man kan prøve ved strandene, for eksempel bananbåd, vandski, dykning, vindsurfing eller ballonopstigning efter båd.

Kultur & seværdigheder

Den gamle bydel med sine smalle, charmerende gader og venezianske havn er en seværdighed. Her er huse fra 1500-tallet og frem, og arkitekturen er veneziansk, tyrkisk og græsk i en egenartet blanding. Mange bygninger er dog forfaldne, idet ejerne ikke har råd til at renovere dem, og den græske stat ikke giver noget tilskud til dette. Enkelte steder kan man se rester af den gamle bymur.

Ved Petichakitorvet ligger Rimondifontænen, hvor byens beboere i mange år hentede deres drikkevand. Her findes også de platantræer, som det siges at tyrkerne en gang plantede til at hænge de kristne i. Det bedste tidspunkt at spadsere rundt her er om formiddagen, hvor man kan opleve den græske dagligdag. Tænk på at du mange gange næsten står i folks dagligstue, så respekter siestaen mellem klokken 14 og 17.

Jeg anbefaler bogen: Rethymnon; a Guide to the Town for dem, der vil vide mere om alle de gamle bygninger i byen. Den findes både på engelsk og tysk.

Fortezzan, det venezianske fort, er imponerende med mange bygninger at udforske. Det anbefales at medbringe eller købe en guide til fortet. Udsigten over Rethymnon by er fantastisk! I skyggen af de høje pinjetræer eller i en af bygningerne kan du holde en pause og spise din medbragte mad.
Åbent hverdage 8-20, april-oktober.
Entre: voksne cirka 3 euro, børn 6-12 omkring 2,5 euro.
Indgangen til fortet ligger på dets østre side. Man kommer hertil enten fra Odos Melissinou syd for fortet eller også går man op fra Odos Kefalogiannis fra fortets nordside.

Loggiaen. Den venetianske loggia var et mødested for de venezianske adelsmænd. Bygningen fik lov at forfalde i mange år, men nu har den genfundet fordums pragt gennem et omfattende restaureringsarbejde. Den statsligt ejede butik sælger lovlige kopier af genstande fra det arkæologiske museum.
Åbent mandag-lørdag 7-14. Ligger på hjørnet af Arkadiou/Petichaki.

Museer

Det arkæologiske museum har effekter fra stenalderen og frem til den tyrkiske besættelse. Det nyrenoverede museum ligger i en gammel bygning, som blev opført af tyrkerne lige ved indgangen til fortet.
Åbent tirsdag-søndag 08.30-15. Entré 1,50 euro, børn gratis.

Det folkehistoriske museum ligger i en fint renoveret, gammel venetiansk bygning. Her er mere end 5.000 udstillingsgenstande. Du kan se, hvordan det kretensiske folk levede før i tiden samt deres traditionelle arbejde og håndværk. I den historiske hal kan du se en imponerende samling dokumenter, flag, mønter og våben.
Åbent mandag-lørdag 10-14. Entre 1,50 euro, børn gratis. Odos M Vernardou 30, ved siden af minareten Neracé.

Øvrigt

Skildpadden Caretta Caretta. Sandstranden i Rethymnon er en af de få steder, hvor den udrydningstruede middelhavsskildpadde Caretta Caretta lægger sine æg i juni og begyndelsen af juli. Men allerede i begyndelsen af juni kan du være heldig at se en skildpadde stikke hovedet op af vandet og kravle op på land. Æggene klækkes cirka to måneder senere, og så kravler alle de små skildpadder ned til havet.

Det er først og fremmest på sandstrimlerne i Pigianos Kambos samt neden for Sfakaki at skildpadderne har deres reder. Begge ligger cirka 10 kilometer øst for Rethymnon. Der findes ikke nogen strand, som er reserveret til skildpadderne, men de fleste strande samarbejder med foreningen Sea Turtle Protection Society of Greece.

Læs også om Chania

 

Til forsiden