At handle "alla turca"

Det er dejligt at have noget med hjem fra en ferierejse. Der kan være mange gode grunde til købelysten, prisen ikke mindst. Måske også fordi en bestemt ting længe har stået på ønskesedlen, men også det orientalske miljø tæller med: De brogede basarer i snævre gader, sælgernes højrøstede lovprisning af gode tilbud, den farvestrålende mangfoldighed og duftene stimulerer købelysten. Der er næppe noget sted i Tyrkiet, hvor man ikke kan få den ferieoplevelse, det er at gøre et godt køb, måske endda til en lavere pris end man havde regnet med.

Man kan tit "prutte" sig til en god pris, men ikke overalt. Stormagasiner, levnedsmiddelforretninger, både de små private og supermarkeder, har faste priser som regel med prisskilt på varen.

Men der er andre områder, hvor det hører med at handle om prisen. Man skal kunne kunsten og kende spillets regler.

Som regel vil både tæppesælgeren og læderhandleren selv tage initiativet, blot man stopper op og ser hans udstilling. Det begynder med en venlig indbydelse til at komme indenfor, sætte sig ned og sige, hvad man gerne vil have og drikke: the, et glas "løvemælk" (raki) eller en Coca Cola. Så bliver man spurgt om, hvor man kommer fra, hvorpå de uundgåelige brokker på dansk eller norsk bliver affyret. Derefter vil sælgeren vise sine læderjakker og tasker eller rulle det ene tæppe frem efter det andet med lange forklaringer om væveteknik, oprindelsessted, materiale og mønster.

Man får også straks at vide, at tæppet kan blive sendt til adressen hjemme, og man får indtrykket af, at det allerede ligger på gulvet derhjemme, inden man er ankommet. Det tæppe , man viser interesse for, bliver lovprist på alle leder og kanter. Og så prisen! En speciel lav pris, fordi sælgeren så godt kan lide sine nye venner fra Norden. Prisen er alt for høj, skal man straks sige og tilbyde det halve. Godt, vi mødes på en pris i midten, og sådan går det en stund, indtil sælgeren pludselig spørger, hvad man da vil give. Nu gælder det om at nævne det beløb, man har tænkt sig, hverken mere eller mindre. I det øjeblik har køberen udspillet, og sælgeren siger så ja eller nej.

Til denne købslagning er det godt at have set på priser, at have lidt produktkendskab og nøjagtigt vide, hvad det er man ønsker sig, hvor meget man vil give. Vævet eller knyttet? Silke, uld eller kunststof? Naturfarver eller kemiske farver?

Har man sagt nej til handelen, kan man selvfølgelig komme igen næste dag og stadig vise interessse for tæppet. Som regel bliver man hurtigt enige, hvis tæppet er der endnu.

Sælgernes bestræbelser for at få kunderne ind i forretningen kan være "blød" eller aggressiv. Man kan fx møde en venlig ung mand på gaden eller ved et stoppested, der spørger om han kan hjælpe. Han viser gerne lidt rundt og fører til en seværdighed. Og som regel ender man i tæppeforretningen, der måske er hans eller tilhører hans onkel, fætter eller bror, og hvor man prøver at slå en handel af. Der er næppe noget i vejen med hans tæpper, men man skal i Tyrkiet aldrig, aldrig føle sig tvunget til at købe noget, man ikke vil have.

Der er et område, hvor man normalt ikke kan presse prisen. Det er i guld- og smykkeforretninger, hvor den officielle guldpris og vægten afgør prisen. Guldsmedens arbejde spiller ikke den store rolle, selv om kunsthåndværket begynder at tælle med. Basarernes guld- og sølvsmedebutikker i Istanbul og Izmir hører til de største i verden, og turister kan her stadig gøre et godt køb.

Kunst og antikviteter skal man være forsigtig med, selv om det er fristende tilbud. Det er strengt forbudt at udføre antikviteter, også gamle tæpper. Salget skal godkendes og udførselstilladelse foreligge, hvis man ønsker at tage sit "fund" med ud af landet. Men det kan ofte være vanskeligt at se, om det er en souvenir, der er fremstillet til at se gammel ud.

Læs om Seværdigheder i Istanbul